Hjørring Styrkesports historie
Hjørring Styrkesport blev stiftet d. 28. september 1985, efter at 2 af klubbens oprindelige 3 grundlæggere gennem nogen tid var gjort klubløse.
Situationen nødvendiggjorde man straks fik stablet en anden klub på benene og fik skrabet så meget kapital sammen, at der kunne investeres i udstyr og vægtstænger - alt sammen sideløbende med man forsøgte at finde egnede træningslokaler.
Efter lang tids søgen fandtes et lokale i Bispensgade som, set i bagklogskabens ulidelige klare lys, egentlig var særdeles uegnet som træningslokale.
Primo januar 1986 åbnedes dørene første gang og medlemmerne kunne begynde, at vægttræne i Hjørring Styrkesport! Successen var stor - medlemstilstrømningen ligeså og derfor kunne man allerede efter 3 måneder fraflytte lokalerne igen, idet behovet for større lokaler var blevet grundlagt.
Medlemsantallet steg langt over forventning og glæden var derfor naturligvis stor da man kunne fraflytte lokalerne igen og lade turen gå til Albert Gingesvej, hvor man sammenlignet med Bispensgade fik betydligt bedre træningsvilkår og desuden fik udvidet med et rum til solarie.
Opholdet på Albert Gingesvej varede i ca. 3 år og i 1988 opstod muligheden for, at vi kunne flytte til helt nye kælderlokaler på Bropladsen i Hjørring. Her fik vi for første gang opført rigtige omklædningsrum til damer og herrer og der blev tillige plads til sauna i begge rum.
Samtidigt var man utrolig heldig at kunne købe noget professionelt fremstillet træningsudstyr og vægtstænger til spotpris fra et pludseligt nedlagt fitness-center på Sjælland.
Åbningen blev fejret i stor stil - Hjørring Styrkesport var nu endelig blevet en rigtig vægttrænings- & fitnessklub med alt hvad dertil hører! Måske var det de bedre træningsfaciliteter som inspirerede og resulterede i, at vi omkring starten/midten af 1990´erne kunne mønstre et særdeles stort hold på 14-16 medlemmer af aktive styrkeløftere som også tilsammen vandt flere pokaler og ved et enkelt stævne endda som bedste hold!
Hjørring Styrkesport kom igen i september 2003 i nye omgivelser med adresse i Atlet-Centret på Hedevej 9 i Hjørring, hvor vi også blev naboer til Hjørring Shotokan Karate Klub og Hjørring Bokseklub! Dette træningsfællesskab forventede vi os meget af og hver klub er blevet tildelt store egnede lokaler med fælles baderum på tværs af idrætsgrenene til kvinder og mænd og ét stort fælles opholdsrum!
Desværre gik det i 2008 således, at der flyttede et andet vægttræningscenter ind i samme bygning og faktisk "overtog" vores indgang. Dermed var der mange nye medlemmer, som forsvandt ind det konkurrerende center, da det blev svært at finde os.
I sommeren 2009 tog Hjørring Styrkesport konsekvensen af dette og flyttede derfor til nye lokaler på Vandværksvej og udvidede åbningstiderne til 18 timer om dagen.
Efter corona-nedlukningerne i perioden 2020-2022, som medvirkede en medlemstilbagegang, kombineret med voldsomme stigninger i varme- og el-udgifter, hvor el-regningen alene var på mod 100.000,- pr år traf klubben en proaktiv beslutning om at flytte til Barfoedsvej for at fremtidssikre klubbens eksistens.
Hjørring Styrkesport flyttede i sommeren 2023 til Barfoedsvej 8.